Her kan du se alt om udstillinger, arrangementer og indkøbte værker samt finde generel information om foreningen.
I april og maj udstiller Kunstforeningen arbejder af Bodil Damgaard i Banehuset.
Bodil Damgaard skriver selv om sine arbejder:
Arbejderne har streger af mange slags: kridt, kul, blyant, pastel på papir eller plade. Tegning har ikke megen stoflighed og ikke megen farve. Derfor bliver det vigtigt at pleje den stoflighed, den har – og vigtigt med de små spring i farven. Er det groft eller sirligt, glat eller ru, hvilken papirkvalitet – mange slags sort og gråt, lidt brunt, lidt blågråt, og pastellen på det grove papir kan give en porøs karakter som farven i et kalkmaleri. Jeg tegner efter noget – og det ligner – og jeg bliver ved, indtil jeg har glemt, hvad det forestiller. Når jeg så har tegnet et stykke tid – og det er somme tider af mange omgange i flere dage – så ser jeg, at tegningen igen på sin egen måde er i overensstemmelse med motivet. Der er kommet en lighed ind i arbejdet, og når det er kommet dertil, minder det om genkendelse – selv om det ikke er noget, jeg kender i forvejen.