Kunstforeningen for DSB og Banedanmark m.fl.

Her kan du se alt om udstillinger, arrangementer og indkøbte værker samt finde generel information om foreningen.

Doron Silberberg udstiller i Telegade februar 2026

Om Doron Silberberg


Doron Silberberg skaber unika-skulpturer i stentøj og bronze. I over tyve år har han arbejdet med at udforske keramikken som skulpturelt materiale. I sine værker forbinder han det grafiske med det abstrakte og formår at sætte fantasien i gang hos sin modtager med en ofte let kritisk og humoristisk vinkel. Doron opfatter ytringsfriheden og kunsten som en mulighed for at bidrage med en kommentar til vores liv her og nu. Skulptur er Doron Silberbergs primære arbejdsområde men han beskæftiger sig også med fotokunst og maleri eller visuel kommunikation.

Redaktøren af Kunstavisen, Tom Jørgensen har skrevet: ”Doron Silberbergs skulpturer er hele små magiske universer præget af finurlighed, fortælleglæde, saftige kommentarer, løssluppen humor og ironiske hip til vores ofte forskruede samfund. Inspirationskilden er surrealisme, commedia dell´arte og moderne assemblagekunst, men vigtigere end disse kunst- og kulturhistoriske referencer er livet selv. Doron Silberberg har simpelt hen et godt øje til tilværelsens underfundige, mærkværdige og absurde tildragelser. Og, vigtigst af alt, han har fundet frem til sit helt eget kunstneriske udtryk.”

Doron Silberberg har vundet titlen ’Årets Kunstner’ på Art Nordic Kunstmesse 2014 i København. I den forbindelse har Preben Winther, en af dommerne, forfatter og anmelder ved Kunstavisen skrevet: “Jeg har valgt Doron Silberberg, som ’Den bedste’ på grund af hans skæve indfald, hans mod, hans professionalisme, hans leg med begreber og ord, hans evne til at fange beskueren og hans glasurer og farvesans. Keramikken er i top! Hans værker er en berigende oplevelse.”

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 5. februar 2026 by in Uncategorized.

Navigation